3 ting du skal huske, når du skifter job i den digitale branche

Jeg taler med rigtigt mange dygtige digitale ledere og specialister i netværket. Mange skifter job for at prøve noget nyt, blive mere udfordret, få mere i løn, større mandat, mere spændende virksomhed osv. Det overraskende er, at op mod 50% fortryder jobskiftet helt eller delvist, og at det ofte er de samme fejlskøn som går igen. Så derfor får du her de 3 ting, som du skal huske, når du skifter job i den digitale branche.

 

1. Hvordan er din kommende chef?

Din kommende leder. Åh. Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Der er ingen som egen nærmeste leder, der kan ødelægge en spændende stilling eller omvendt skabe rammerne for drømmejobbet.  Derfor skal du altid trykke din kommende chef på maven, inden du siger ja til en stilling. Hvis han/hun ikke er i stand til at svare på eller håndtere skarpe og kritiske spørgsmål under en jobsamtale, så skal du ikke sige ja til jobbet. Hvis du ikke kan få gode konkrete svar på vigtige spørgsmål, så løb!

 

2. Er virksomheden reelt digital moden eller er det bare tågesnak?

Næsten alle virksomheder er på en “digital rejse”, hvor digital transformation og agile tilgange er det som fylder i snakken om sig selv. Der findes en del virksomheder som er stjerner, men langt de fleste ligger lunt og godt i svinget. Nogle er dog håbløst bagefter. Fælles for alle, er dog at de officielt mener, at de selv er blandt de bedste.
Derfor skal du se gennem tågesnakken og kritisk vurdere hvor digital moden virksomheden er. En grundregel er, at du altid skal finde laveste fællesnævner i forhold til det digitale. Den vil du uden tvivl støde på igen og igen i dit daglige virke i virksomheden.
Spørg ind til hvordan de tackler forandringsproblemer. Konkret og aktuelt. Spørg hvornår det sidst gik galt og hvorfor? Lad være med kun at diskutere visioner, men hold dig til deres specifikke erfaringer og hvad de største hurdler er.

 

3. Hvad vil du?

De fleste læser jobbeskrivelsen og lytter til samtalerne, som de har med virksomheden. Ud fra det tænker de, at det faktisk passer ganske godt på dem, eller at det kan jeg godt løse. Mange glemmer at prioritere, hvad de selv vil med karrieren og egen faglighed. Når du har svaret på det, så skal du spørge dig selv om denne stilling, denne virksomhed og denne chef vil hjælpe dig i den retning eller om der findes et bedre match derude.